Seneste nyt

Få de seneste nyheder fra og om Fyn lige her.

Oversigt

Rådmand: 'Historisk' aftale er en katastrofe

- Det er en katastrofe. Alle ved det, Det er brug for flere penge til at løfte det her område.

Sådan lyder det fra SF's Brian Dybro, der er Ældre- og Handicaprådmand i Odense Kommune om Regeringens nye handicapaftale, der blev indgået torsdag og kaldt "historisk" af Regeringen selv.

I aftalen er der nemlig ikke sat flere penge af til handicapområdet, selvom udgifterne på landsplan er steget med 1,5 milliard kroner bare det sidste år. I Odense alene brugte man i 2023 næsten 40 millioner kroner mere, end man havde budgetteret med på området.

- Og vi ser ind i et tilsvarende merforbrug i år. Det løser I ikke med den nye aftale. Jeg skal selv finde de penge ved at spare dem andre steder, siger rådmanden i en debat med Socialdemokratiets handicapordfører Sara Emil Baaring, der er fynskvalgt folketingsmedlem.

- Men du må også medgive mig, at meget af merforbruget også er takststigninger og stigninger i, hvordan vi sender folk rundt i systemet. Når vi for eksempel beder blinde om at blive revisiteret til deres blindestokke, siger Sara Emil Baaring.

- Vi går ind og tager mere grundlæggende fat, og det er virkelig det, der er brug for. Der er brug for, at vi går ind og kigger på, hvorfor har vi de store stigninger, og hvad er det der gør at kommunerne nærmest vælger tilbud i blinde.